Lærer, billedkunstner Annette Olesen:
Censor, billedkunstner Anne Marie Ploug:
Lærer/kurator, billedkunstner Peter Land
Rektor Århus Kunstakademi, Marianne Gasbjerg
Jeg følger ældgamle fodspor. Jeg broderer. Jeg broderer, pynter, ligesom kvinder har gjort i hundrede af år før mig. Når stenalderkvinden var færdig med sin krukke, der skulle bruges til opbevaring, pyntede hun den. Smukke, sirlige mønstre blev indgraveret i krukken, farver kunne komme til.
Sådan har kvinder altid pyntet på deres brugsgenstande, linned og beklædning. Men disse arbejder er ofte set lidt ned på som værende ”kvindesysler”, tidsfordriv, som ikke er blevet taget alvorligt.
Jeg synes, de utallige, smukke værker fortjener at komme frem i lyset, - at blive set på ny. Jeg går på genbrug og finder henlagte håndarbejder. Nogle er færdige arbejder, eks.de to bordløbere, andre er påbegyndte og er aldrig blevet færdige. Nogle er fundet med synål isat en tråd! Hvorfor blev det ikke færdiggjort? Hvad skete? Hvem har sidst syet på dette stof? Det er tanker, jeg gør mig, medens jeg broderer videre, - gør arbejdet færdigt på min facon.
Jeg syr små og store sting, vender stoffet, bruger forskellige slags garner, farver, pauser, syr over det begyndte, lader andet stå, inspireres af det, beslutter løbende, hvad der skal ske. Det langsommelige arbejde er ro i en urolig tid. De påbegyndte, fundne håndarbejder transformeres til nye værker og fremstår i en ny kontekst.
I mine malerier er det farve, flade, form og komposition, der interesserer mig. Det ses i blomstermalerierne, hvor motivet udforskes: 5 kronblade, en stængel og en frøkapsel. Der er 16 forskellige, 30 x 30 cm. De ligger løst på en forhøjning og danner et fleksibelt billede. Billedfladen kan ændres og sættes sammen på nye måder. Værket er udført meget forenklet og fremstår med tanke på ornamentik og mønstre. Dette er også meget fremherskende i forskellige håndarbejder og tekstiler.
Broderierne og malerierne inspirerer gensidigt hinanden: enkeltheden, geometrien, ornamentikken, fladen, farverne og kompositionen. Det er et spændende og udfordrende område at arbejde i.
Hanne Nowack, 20224